top of page

Når storhedsdrømme bliver en besættelse

Det er vigtigt forholde sig kritisk til historiske udlægninger og især til politikeres brug af historien.


Mogens S. Mogensen, pressefoto.


For politiske ledere med drømme om at gøre deres land stort igen, kan historien bruges som et skatkammer – eller måske snarere et våbenarsenal – i mobilisering af borgerne i kampen for fordoms storhed og for at legitimere erobringsforsøg. På denne måde kan historien – eller rettere politikeres og andres brug af historien – blive en nationalistisk besættelse, der kan forpeste hele befolkningers tanker, så de føres ud i et storhedsvanvid, der bliver til en forbandelse for millioner af mennesker.

Et andet alvorligt eksempel på historiens forbandelse er Ruslands diktator Vladimir Putin, der drømmer sig tilbage til Ruslands storhedstid. Ukraine er ifølge Putin ikke bare den ortodokse kirkes, men også Ruslands vugge, og historien giver derfor Rusland et uopgiveligt krav på Ukraine.


Putins drøm om et Storrusland blev for ham en besættelse, der kastede Rusland ud i en udsigtsløs krig mod Ukraine, der allerede har kostet titusinder af mennesker livet. Besættelsen af Ruslands historiske storhedstid blev til en blodig forbandelse for både russere og ukrainere og mange andre.

Rigtig mange lande har på et eller andet tidspunkt i historien haft en storhedstid, hvor de herskede over langt større landområder, end de i dag har magten over – og landområder, hvor befolkningen ikke ønsker igen at blive koloniseret af et stort land, eller et land, der i egen selvforståelse igen burde være et stort land.


Selv vores lille Danmark har en glorværdig historie, hvor vi i bestemte perioder var en stormagt, der herskede over områder, der i dag er vores nabolande. En gang imellem kan man støde på politikere og andre, som antyder, at vi ikke skal opgive håbet om at få gammelt dansk land (med kun ganske få dansksindede) tilbage. Efter anden verdenskrig var der stærke kræfter, som ønskede at udnytte Tysklands svaghed til at få flyttet grænsen. Så sent som i 2017 gav Søren Krarup udtryk for håbet om at få Sydslesvig tilbage (Danmark til Ejderen). Heldigvis blev Søren Krarups udsagn mødt med et smil, som et (omend tåbeligt) bidrag til underholdningen.


Historien er vigtig for at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der har påvirket samfundets udvikling. Men lige så vigtigt det er at lære (en version af) vores historie, lige så vigtigt er det, at vi lærer at forholde os kritisk til historiske udlægninger og især til politikeres brug af historien.

Lige så stor en velsignelse historien kan være for den enkelte og for folk og samfund, lige så stor en forbandelse kan den blive, hvis den misbruges af skrupelløse mennesker.

bottom of page