top of page

Regeringens diskurs om Corona-smittede vidner om skjult racisme

Opdateret: 14. dec. 2020

DEBAT: ‘White privilege’ viser sig i disse dage som retten til at blive nuanceret beskrevet af politikere, medier og debattører. Imens blev etniske minoriteter mistænkeliggjort og skåret over en kam.


“Vores unge mennesker,” sagde sundhedsminister Magnus Heunicke i dagens pressemøde om den i øjeblikket mest smittede gruppe i hovedstadsområdet: “De er nødt til at være med, ligesom de var så gode i foråret,” fortsætter han.


Regeringen forskelsbehandler smittegrupper

Det lyder meget sympatisk og faderligt, men det skurrer også i ørerne, når det ikke er mere end en måned siden, at en anden gruppe i samfundet slog ud i Corona-statistikkerne. Dengang var tonen en helt anden. Sagen var i regeringens øjne tilmed alvorlig nok til, at selve statsministeren måtte ud og advare om og mod, at særligt aarhusianske somaliere var blandt de mest smittede:

”En del etniske minoriteter arbejder i frontlinjen og er derfor mere udsatte. Men vi bliver også nødt til at stille spørgsmålet, om det virkelig er hele forklaringen,” lød det dengang fra Mette Frederiksen.

“Når smitten spredes, er det somaliernes skyld, men når den bremses er det ”de unges” fortjeneste.”

En velspinnet udtalelse, der gav en helt legitim og logisk forklaring på smittestigningen, for derefter begrundelsesløst at mistænkeliggøre alle somaliere for ikke at følge regeringens retningslinjer. Kort efter kunne DR kunne berette om, at brugere af Flextrafik i Aarhus ikke længere ville køres af chauffører med somalisk baggrund og at dansk-somaliere frygtede chikane. I den offentlige debat blev den etniske minoritet beskyldt for manglende samfundssind og ansvarlighed – alt imens det somaliske samfund i Aarhus arbejdede benhårdt på at inddæmme smitten.



I den virkelige verden blev smitten i Aarhus da også hurtigt stoppet. Sundhedsministeren kunne i dag berette, at der kun er fem nye tilfælde i Danmarks andenstørste by i dag:

”Der er kun fem smittede i Aarhus, så det lykkedes de unge at stoppe smitten. Det samme kan de gøre i Hovedstadsområdet,” sagde Heinicke i sin varme faderlige tone under dagens pressemøde, og afslørede hermed regeringens latente racisme: Når smitten spredes, er det somaliernes skyld, men når den bremses er det ”de unges” fortjeneste.


Flere tegn på brud af retningslinjer blandt unge

Den igangværende smitte blandt unge københavnere har samtidig vist sig at være langt sværere at inddæmme og lokalisere, da den har spredt sig til hele Storkøbenhavn. Fællesnævneren for de unge smittede er fester; i det københavnske natteliv, hvor barer ikke har kunnet opretholde afstandskravene, til privatfester i overfyldte lejligheder og på hotspots, som politiet har forbudt. Lovløst! Respektløst! Ikke?

Men selvom der denne gang rent faktisk er tale om brud af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, er statsministerens pressemøde udeblevet. Det samme er de hadefulde udtalelser mod ”danske unge”. Ingen unge melder om chikane i det offentlige rum. Hvor er mistænkeliggørelsen? Er det ikke nu, der skal ”sættes hårdt ind?” Vi kan jo ikke have, at de unge gør alle os andre ”utrygge i togene” ved at se stort på fællesskabet og samfundssindet. Vel?


Sameksistens

Støt individet. Styrk fællesskabet

Sameksistens er et netmagasin drevet af frivillige. Gennem nyheder, reportager, portrætter, analyser og konstruktiv debat søger vi at svare på spørgsmålet: “Hvordan kan vi eksistere sammen i denne verden?”. For sameksistens er ikke en holdning. Det er et grundvilkår i en globaliseret verden. 

Mere om Sameksistens

Redaktionen

Baggrund

Vær med

Modtag nyhedsbrev

Datapolitik

Frivilligt abonnement kr. 100,- eller mere indsættes på Netbank 0759 3231319386.

Kontakt

 

Sameksistens

redaktion@sameksistens.dk

Send pressemeddelelse

Skriv debatindlæg

bottom of page