Af Peter Øhrstrøm, professor i informationsvidenskab ved Aalborg Universitet
I Danmark synes de allerfleste, at der naturligvis skal være ægte religionsfrihed for alle, når blot den troendes frihed ikke krænker eller truer andre menneskers frihed. Ifølge Grundlovens paragraf 67 har borgerne ”ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud som de ønsker, så længe intet læres eller foretages, som forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden”.
Også på verdensplan burde den slags være ligetil. I hvert fald fastslår FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 i artikel 18: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”
Men virkeligheden svarer mange steder i verden slet ikke til denne smukke erklæring. Religiøs forfølgelse er et voksende problem i verden. Millioner af mennesker forfølges alene på grund af deres tro, og for mange af dem koster det livet. Det viser sig, at 80 pct. af verdens religiøst forfulgte er kristne. I kirkens 2000-årige historie har ca. 70 millioner mennesker mistet livet på grund af deres kristne tro. Heraf er 45 millioner kristne blevet dræbt i det seneste århundrede. Og det er som om forfølgelsen er vokset dramatisk efter terrorbegivenhederne i USA den 11. september 2001.
Hvordan slipper lande, som formelt har tilsluttet sig FN’s Verdenserklæring bl.a. om religionsfrihed af sted med fortsat at tillade eller ligefrem praktisere religiøs forfølgelse?
Sagen er, at religiøs forfølgelse kan tage mange former.Måske drejer det sig primært om et socialt pres, som har til formål fx at få kristne til at opgive deres tro. Der kan også være tale om, at myndighederne forskelsbehandler kirkerne, så de får svært ved fx at købe eller leje lokaler til gudstjenester og kirkelige aktiviteter, hvilket typisk betyder, at kirken må operere illegalt for overhovedet at kunne fungere.
Hertil kommer, at der i mange lande findes en forfølgelse af kristne i form af en slags ”Berufsverbot”, der indebærer, at fx kristne kan have meget svært ved at få gode jobs i det offentlige, selv om de har meget fine faglige kvalifikationer. Ydermere er der lande, som gør det vanskeligt for de troende at få juridisk hjælp og retssikkerhed, og lande, som praktiserer en meget høj grad af kontrol og overvågning af den religiøse aktivitet, således at et normalt kirkeliv hæmmes eller måske endda i praksis forhindres. Ydermere er der lande, som ved lov begrænser og måske direkte forbyder egentlig mission fra kirkerne med det formål at forhindre konvertering til kristendommen.
Det er bestemt ikke let at hjælpe verdens religiøst forfulgte her fra lille Danmark. Men vi kan gøre mere for at værdsætte og udvikle vores danske religionsfrihed, så den fortsat fremstår som et godt eksempel. Desuden bør vi gøre, hvad vi kan, for at fremme trosfriheden verden over. For naturligvis skal vi forsøge at handle på de forfølgelser og lidelser, som troende medmennesker i udlandet udsættes for.
Den forrige regering bør roses for oprettelsen af et ministerielt kontor, som skal registrere og fremme opmærksomheden på problemer vedrørende trosfrihed. Ret anvendt kan dette kontor gøre en væsentlig forskel, ikke mindst når dansk udenrigspolitik og international samhandel skal tilrettelægges.
Hvis vi vil, kan Danmark gøre de religiøst forfulgtes vilkår til et hovedtema i vort internationale samarbejde. Men den slags bliver kun politisk virkelighed, hvis der er folkelig opbakning til det.
Derfor er det vigtigt, at vi både værdsætter vores egen trosfrihed og gør vort til at sikre vore medmennesker i andre lande den samme frihed.
Klummen er også bragt i Nordjyske.