Statsminister Mette Frederiksen forholdt sig tavs om flere af landets påtrængende problemer. Er det et godt nyt år, danskerne kan se frem til?
Foto: Regeringen.dk
Sidste år holdt statsminister Mette Frederiksen (S) så mange taler i anledning af coronapandemien, at forventningen om at få den sat i perspektiv ved årsskiftets tale naturligt blev ventet med spænding. Ikke mindst for at få emnet forbundet med andre af de meget tunge og alvorlige problemer for både verden og Danmark.
Derfor blev det en forbløffelse at corona og næsten alle andre problemer blev forbigået i tavshed eller omtalt med forkert sprogbrug, som om regeringschefen havde haft så travlt med andre ting, at hun blev hængende i fortidens skadelige menneskesyn i stedet for at handle for at forbedre vores fælles fremtid.
Der er nemlig brug for markante forbedringer for at understrege alle danskeres værdighed og ret til at leve i et land med lige ret og pligt til at være med i vores fællesskab.
Nationalistisk egoisme passer dårligt med situationen
Det er påfaldende for en dansker, at den pandemi, der nu hærger hele vores planet, kun bliver angrebet perspektivløst fra politisk hold, rent nationalistisk-egoistisk. Det skal ikke glemmes, at Mette Frederiksen i begyndelsen, den 11. marts 2020, vakte tillid med beslutningen om at gøre det rigtige for at redde så mange liv som overhovedet muligt.
Men hurtigt blev manglen på hjælp til Italien, hvor vi kunne have hjulpet, i stedet til den snævrest mulige egoisme. Der er det modsatte af statsmandsskab – og var det desværre også i andre områder end her i landet. Ja, det er vel nok svært at kritisere, når man selv mangler evnerne, men det bliver alligevel værre, når der mangler forhandlingsevne over hele linjen. Derfor denne protest.
Konsekvenserne af Den spanske syge?
Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke har gjort opmærksom på, at Indien var det land der havde lidt allermest under den spanske syge, og at det var derefter, landet havde fået selvstændighed. Hvad vil der ske efter Corona? Har nogen indsigt til at se nye muligheder?
Men nogen rimelighed var der heldigvis – i hensynet til os gamle, vel også i erkendelse af, at tiden, som dronningen sagde af erfaring, går så hurtigt. Skal der ske forbedringer for gamle mennesker som Statsministeren selv kan få glæde af, må det gerne ske meget snart.
Så langt, så godt.
Den dødelige sygdom – nationens svigt
Men statsministeren var tavs om den endnu værre sygdom, der plager vores nation, og som viser sine åbne sår i Kærshovedgård, i Avnstrup og i Sjælsmark. Diagnosen: Paradigmeskiftet, der forpester dansk mentalitet og etik, breder sig indtil den dag, hvor modige politikere får bortvist paradigmet og behandler mennesker, som de selv vil behandles. Der vil til stadighed være retsindige borgere her i landet, der ser dansk pligt som en pligt til at kæmpe imod racismen, der breder sig – også i det der blev sagt.
Regeringen er i splid med sig selv
Statsministeren var tavs om det fine sproglige nybrud på trods af Kulturministeriets støtte til en klarere sprogbrug om os danske, der altså alle er danskere, om end vi har forskellige rødder. Hun brugte igen det fortærskede udtryk ’ikke-vestlige kvinder’. Hvor mon de danskere kommer fra, som hun omtaler således? Hvilke ingeniører, læger og arkitekter er det, hun vil have til at smøre madder til sig, når hun bliver gammel? Hvilke traumatiske mødre og bedstemødre, der med børn i favnen har måttet flygte over hals og hoved, henvender hun sig til?
Er det gået helt af mode at partshøre de mennesker, der enten er ens landsmænd eller traumatiserede flygtninge? Kunne det være en idé at sætte sig ind i de menneskers liv, som man vil udnytte til at arbejde 37 timer ugentligt uden overenskomstløn? Eller er det bare fordi statsministeren forholdt sig tavs om alle nuancerne?
Er der andet end vores gamle imperialisme i planerne om at eksportere mennesker som vraget godstransport til udenlandske fængsler?
Hvorfor var statsministeren så tavs?