Leder af Svend Løbner, redaktør
Tillid mellem mennesker binder samfundet sammen, en tillid der som minimum bevirker, at hvis jeg falder om på fortovet, så er der nogen, der ringer 112, giver mig kunstig åndedræt, eller hvad der skal til, for at få liv i mig igen. Med andre ord: helt basal medmenneskelighed.
Men den er væk, i hvert fald får det gælder en særlig gruppe mennesker. Vi regner dem ikke som mennesker mere. De er noget andet; kød, væv, materie. Vi abstraherer fra dem, de er kun drømmebilleder, der flimrer forbi, mens vi skynder os at bladre videre i avisen.
I går kunne jeg ikke bladre videre i Politiken. Mine øjne hang fast i Michael Seidelins artikel: Migranter må sejle deres egen sø. Jeg klippede artiklen ud, læste den igen og igen, og må nu i det mindste skrive om det.
Flygtninge og migranter overlades til druknedøden i Middelhavet. Redningsskibe forbydes at stævne ud fra havn for at redde dem. Sejler de alligevel ud, forbydes de at samle migranterne op fra de synkefærdige gummibåde. Og samler de dem op, forbydes de at gå i havn nogen steder. Og kommer de endelig i havn får de kæmpe bøder.
De eneste ”sikre” havne, hvor myndigheder lover anstændige forhold for migranter og ikke sender dem retur til oprindelseslande, er Libyen, Malta og Italien. Men Libyen lever ikke op til løfterne, og Malta og Italien nægter at tage imod skibene.
I mandags vedtog det italienske senat en lov, der straffer redningsskibe. De får bøder op til 7,5 mio. kr., hvis de uden tilladelse sejler ind i en italiensk havn. Derfor sejder redningsskibe nu rundt i Middelhavet uden at kunne komme videre med deres dyrebare last.
Det spanske redningsfartøj Open Arms har i over en uge sejlet rundt med 121 flygtninge og migranter om bord. Hvis de vender tilbage til Spanien, venter en bøde 6,7 mio. kr., fordi de vovede at stævne ud fra Valencia.
Imens ser EU magtesløst til. Der er ingen holdbar plan for at redde de mange menneskeliv. Kun en kystvagt, der skal holde flygtninge og migranter væk fra EU. Vores EU. Det EU, vi som danskere er medlem af. Den politik – eller mangel på samme – som vi derfor er medansvarlige for.
Jeg forstår godt argumentationen: Vi kan ikke tage imod alverdens flygtninge og migranter. Jeg tænker bare videre: Hvad sker der med os selv, vores værdier og vores anstændighed, når vi ikke en gang rækker en hjælpende hånd til mennesker, der er ved at drukne? Hvordan indvirker den hårdhed på vores indbyrdes relationer? Ender vi med at blive et forstenet samfund, hvor enhver hytter sit eget skind?
Tillid er det, der binder os sammen. Tillid binder mennesker, familier, landsbyer, storbyer, områder, lande, kontinenter, ja, verden sammen. Den tillid får et knæk hver gang, vi lader flygtninge og migranter i stikken. For så har vi ikke levet op til den mest basale grund for tilliden: At vi selvfølgelig får hjælp, når vi er i nød.
Er det bæredygtigt blot at lade alle migranter strømme ind i Europa? Det kan jeg ikke gennemskue. Men jeg ved, at det i hvert fald IKKE er bæredygtigt blot at lade medmennesker sejle deres egen sø.
Opdateret 15. august: Redningsskibet Open Arms har endelig efter 13 dage på Middelhavet lov til at gå i havn på Lampedusa med skibets 147 migranter.
Foto: Gerd Altmann, Pixabay