Verden er af lave, når had, vold og drab får magt. Men verden falder på en måde også i hak, når mennesker viser mod, søger fred og rækker hinanden en hjælpende hånd, skriver generalsekretær Betina Gollander-Jensen i anledning af FN’s Internationale Flygtningedag.
Af Betina Gollander-Jensen, generalsekretær i Mission Øst
Søndag den 20. juni er det International Flygtningedag. Her mindes vi alle, der flygter fra krig og katastrofe verden over.
Det svært at forestille sig, ikke? Pludselig at skulle flygte fra hus og hjem, fordi fjendtlige militser trænger ind. At løbe over hals og hoved med et barn i favnen og to i hænderne uden at vide, hvor man skal løbe hen.
Man løber bare for at redde livet!
Det er virkelighed for over 80 millioner mennesker verden over. Og det ser ikke ud til at blive færre, tvært imod.
Den syriske borgerkrig har stået på i 10 år, og FN rapporterer at krigen langt fra er slut.
Afghanistans befolkning går en usikker tid i møde, når Danmark med øvrige NATO-lande trækker deres fredsbevarende styrker ud i september.
Irak er hærget af årelang krig mod Islamisk Stat. Og Armenien holder vejret, om den skrøbelige våbenhvile i konflikten om enklaven Nagorno Karabakh nu også holder.
Verden er af lave, når had, vold og drab får magt. Men verden falder på en måde også i hak, når mennesker viser mod, søger fred og rækker hinanden en hjælpende hånd.
Det oplever vi i Mission Øst, når vi sammen med lokale organisationer rækker ud til kriseramte lokalbefolkninger i verdens mest afsidesliggende og svær fremkommelige egne i fattige lande. Lande, der ovenikøbet er hærget af enten krig eller naturkatastrofer.
Blot i 2020 fik 346.000 mennesker akut nødhjælp, 56.000 adgang til vand og sanitet, 33.000 hjælp til katastrofeberedskab.
Men det er slet ikke nok. Vi vil hjælpe mange flere. Vi håber sammen med øvrige hjælpeorganisationer at indgyde håb i flygtninge og fordrevne som har mistet alt. Og dermed vise, at vi står sammen med dem. At vi alle er en del af den menneskelige familie.
Det handler om solidaritet. At vi står sammen med de sårbare, selv når krigen lurer og katastroferne står i kø for at ske.
Så er verden ikke helt af lave – trods alt.