Søger vi forsoning, eller opildner vi til fjendskab? Forsoning bygger på konsensus om, at alle mennesker er lige værdifulde. Det er eneste håb om fredelig sameksistens.
Når man går ned ad en vej, er det en fordel at vide, hvor den ender. For mig at se, er de to veje, konflikt og konsensus, definerende for sameksistens. Både i det nære og i det mere overordnede. Både i familielivet og i samarbejde mellem nationer.
Det er derfor bydende nødvendigt at vælge det, der forener, i steder for det, der splitter. At gå ned at forsoningens vej i stedet for fremmedgørelsens. Konfliktens vej vil ende i fjendskab. Konsensus kan i sidste ende føre til venskab.
Hvad kan vi så opnå konsensus om? Forhåbentlig, at alle mennesker er lige meget værd og fortjener respekt, omsorg og støtte. Konflikt tager som regel udgangspunkt i noget mindre væsentligt end dette, fx politik, magt, land, ressourcer, penge.
Derfor undrer det mig, at jeg i den pågående debat om Israels krig mod Hamas møder enten larmende tavshed eller direkte modstand mod mit kristne og humanistiske standpunkt.
De mest unuancerede holdninger og direkte fjendtlige udladninger har jeg mødt fra kristne. Det ryster mig. For jeg skriver for en del kirker og kirkelige organisationer, som holder næstekærligheden højt i hævd. Men der er altså nogle brodne kar imellem, som går mere ind for politik end for personer, og hvor Israels statsterror mod Gazas 2,2 millioner mennesker og drab på 33.000 personer, heraf 15.000 kvinder og børn, blot betegnes som uundgåelige civile tab i krig, mens man fordømmer drab på 1.200 israelere den 7. oktober.
Begge dele er forfærdeligt, men hvorfor kerer disse kristne sig ikke om palæstinenserne i Gaza?
Jeg møder også modstand fra personer i den humanitære sektor. Humanitære organisationer står ellers for menneskerettigheder, der definerer enhver tilgang til hjælp og udvikling. Hvorfor disse principper ikke også skulle gælde palæstinensernes situation i Gaza og på Vestbredden forstår jeg ikke. Er nogle mennesker mere værdifulde end andre?
Det nægter jeg at gå med til.
Mennesker er mennesker, og det må være bundlinjen her. Ingen etnicitet, nationalitet, religion, seksualitet eller noget som helst andet må komme i vejen for dette. Ingen politiske systemer. Ingen partier. Ingen programmer. Vi må være enige om, at alle mennesker har uendelig værdi i sig selv og bør behandles med respekt.
Derfor må Israels massive gengældelsesangreb på hele Gazas befolkning fordømmes på det kraftigste. Ligesom Hamas’ angreb på festende israelere den 7. oktober.
Alle mennesker er lige værdifulde. Det er the baseline. Det er konsensus – hvad ellers? Det er derfor den eneste vej til forsoning. Det er det eneste håb om fredelig sameksistens.
Derfor står vi ved en skillevej i denne debat. Går vi ned af fjendskabets eller forsoningens vej? Med vores ord. Med vores opslag på Facebook. Med vores samtaler omkring køkkenbordet, i skurvognen eller i baren efter arbejde.