top of page

Adina vil drille og underholde, mens hun tjekker fakta

Adina Ren bliver ny vært på DR’s faktatjekprogram ’Detektor’. Hun skal fremover konfrontere magthavere og meningsdannere, når halve sandheder, løse påstande og retoriske kneb tager grebet om den offentlige debat.


Adina Ren. Privatfoto, DR


Adina Ren bliver ny vært på DR’s faktatjekprogram ’Detektor’. Programmet kommer i ny udgave til efteråret som både radio, podcast og tv.

- Adina er først og fremmest en uforfærdet vært, der ikke er bange for at stille skarpe spørgsmål, også når stemningen bliver dårlig, udtaler redaktionschef for Detektor Jakob Sloma Damsholt i en pressemeddelelse fra DR.

Adina Ren er 27 år og kommer fra TV 2, hvor hun det sidste års tid har været en del af programmet ’Gravergruppen’. Hun har tidligere været på et kort visit på P1 og har arbejdet som journalist på Radio24Syv.


Uforfærdet, nysgerrig og insisterende

Ifølge redaktionschef for ’Detektor’, Jakob Sloma Damsholt, er Adina Ren den helt rette til opgaven: Uforfærdet, nysgerrig og insisterende.

- Når ’Detektor’ vender tilbage, bliver det med det kritiske interview som en central del af programmet, og det kræver, at man både har evnen til at høre, hvad der bliver sagt, og til at afbryde og holde fast. Jeg er sikker på, det er en disciplin, Adina vil mestre, siger han.


Vil drille, underholde og oplyse lytterne

Adina Ren selv glæder sig til at komme i gang med både at drille, oplyse og nørde igennem:

- Det bliver så fedt at være med til at udvikle det solide koncept ’Detektor’. Jeg har høje ambitioner, og med den drøm af en redaktion, der er sat, er jeg sikker på, vi kommer til at stille magthavere til ansvar, mens vi driller, oplyser, nørder og underholder lytterne.

Kanalchef på P1 Nikolai Thyssen hilser Adina Ren velkommen på holdet og ser Detektor som en helt central i oplysning til borgerne:


Når sandheden halser efter løgnen

- I en digital tidsalder er det stadig sværere at iagttage den samme virkelighed. Vi deler os ikke blot efter overbevisning, men også efter egne fakta. Det er ’Detektors’ fornemmeste opgave at arbejde for, at vi kan tale sammen på et fælles grundlag. Vi skal ikke være enige om alt, men vi skal tage afsæt i den samme virkelighed, siger han og fortsætter:

- De sociale medier har ikke gjort det nemmere, men omvendt er det ikke et nyt fænomen, at sandheden halser efter løgnen. Det er vilkår ’Detektor’ er sat i verden for hele tiden at udfordre, og derfor bliver det også både en vigtig og svær opgave, Adina Ren skal løfte sammen med redaktionen.

Næste sæson af Detektor udkommer fra september.

bottom of page