Anmeldelse af Marianne Olsen
”Vi snakker om, hvordan vi hver især er kommet hele vejen til Danmark. Hvilke udfordringer vi har haft undervejs. Det hjælper, at vi alle har været udsat for det samme. Vi behøver ikke at skulle forklare os over for hinanden.”
Det fortæller Jwan fra Syrien i De uledsagedes bog – ti beretninger fra børn og unge på flugt (side 148). Bogen er skrevet af Mads Nygaard og Michael Graversen, udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard.
Det er en bog som alle med ansvar for samfundet bør anskaffe og læse, en bog som alle danske statsborgere vil have glæde af at læse. En nødvendig bog til opmuntring og til forståelse for hvad det betyder at være medmenneske.
Allerede udsolgt
Allerede da Netavisen Sameksistens besluttede at anmelde bogen, var den udsolgt, så anmelderen måtte læse den som PDF-fil. Filen blev udprintet, og dens skikkelse af løsblade som et spil kort blev på en måde en manifestation af vores tilværelses flimrende grusomhed og overraskende medmenneskelighed.
Det er nemlig lige det, bogens personer har oplevet og fortæller om. Samtidig er deres konklusioner så almene, at det umiddelbart taler til læseren.
Krig og bomber
Amir fra Syrien fortæller, at onklens hus blev helt smadret:
”Bomben havde ramt lige ned i det. Det var som at se en gammel ruin. Vi gik rundt blandt de smadrede mursten, og pludselig kunne jeg se en krop, jeg kendte. Det var min fætter. Han var på min alder. Jeg trak ham fri. Han var fuld af støv og blod. Han var død. Det var første gang, jeg rørte ved et dødt menneske, og så var det min fætter. Det glemmer jeg aldrig. Det giver mig stadigvæk mareridt. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg måtte flygte og redde min familie” (side 116).
De fleste af fortællingerne beretter om uudholdelige og livsfarlige forhold at flygte fra i håb om senere at møde familien igen. Men flygtningen bliver på sin vej gennem de mest forskellige områder udsat for kriminelle folk, som de ikke er i stand til at bekæmpe.
Flugt fra mange lande
Når Welid fra Eritrea flygtede var det fordi:
”Man skal være gammel for at få papirerne. 30 eller 35 år. Det er derfor de fleste rejser ulovligt. Jeg er nervøs for mine søskende i Eritrea. Når man bliver 18, bliver man soldat og nogle forsvinder helt eller ser ikke deres forældre igen” (side 142).
Welids forældre vidste ingenting om hans flugt. De har måske bare troet, at han var gået til fodbold. Han fortæller videre om flygtningens erfaringer:
”Dem, der kender vejen, altså menneskesmuglerne, voldtog kvinder og piger foran os. Jeg stod bare og så på. Jeg kunne ikke gøre noget. Pigerne kunne heller ikke gøre noget. Hvis de sagde nej, var de færdige. I Sahara er der hverken mennesker eller politi, så menneskesmuglerne kunne gøre, hvad de ville” (side 138).
Fordomme og oplysning
Fra Syrien bringer bogen også pigen Solafs beretning. Det er – netop af ovenstående grunde – sjældent at piger flygter alene, så det er både godt og vigtigt, at vi får Solafs beretning med. Da hun kommer til Danmark, får hun at vide, at hun skal bo sammen med to afghanske piger:
”Jeg begynder at græde, fordi jeg var bange for afghanere. Jeg havde aldrig snakket med en afghaner eller mødt en afghaner (…) Det eneste jeg vidste om Afghanistan, var om Taliban og Al-Qaeda og sådan noget. Jeg vidste ikke andet om Afghanistan end noget med terrorister og Osama Bin Laden. Så jeg var skræmt. Men så mødte jeg dem, og de var virkelig søde. Slet ikke som jeg havde forestillet mig. Vi havde svært ved at forstå hinanden, men jeg kunne mærke, at de også var bange…” (56).
Den erfaring bringer netop det lys ind i hendes – og de andre pigers – liv, som ’oplysning’ betyder, og som læseren får sammen med disse fortællinger og sandhedserfaringer, der fejer fordommene bort.
I Afghanistan er man voksen, når man er ti år
Anmelderen kender folk, der holder af Afghanistan, og som derfor mener at de unge afghanere skal ruste sig til at tage ’hjem’ og bygge landet op, for det er der så hårdt brug for. Derfor læste jeg med særlig interesse afghaneren Fawads beretning.
Fawad var en opvakt dreng i Koranskolen; han havde let ved at lære:
”Og på et tidspunkt var der nogle forkerte mennesker, der fandt ud af det. De var på udkig efter børnesoldater og havde hørt, at jeg var en af de drenge, der fungerede rigtig godt i Koranskolen” (side 91).
Fawad flygter i begyndelsen sammen med familien, som han senere bliver skilt fra – og kommer af alle steder til Godhavn:
”Opholdsstedet hed Godhavn, og jeg var der i tre-fire år. Jeg boede i to forskellige afdelinger. Hverdagen var sort, og starten var rigtig svær. Jeg kunne ikke tale dansk og kunne ikke kommunikere med de andre. Så jeg sad alene ved en computer det meste af tiden og gik i skole for at lære. Da jeg blev større og flyttede til en anden afdeling, begyndte jeg at få venner. Jeg havde lært dansk og kunne tale med dem om deres problemer og bedre forstå dem” (side 96).
Om stedet fortæller han, så tiden forsvinder og nutid og fortid blandes sammen, formentlig uden at han ved det:
”Jeg lærte hvordan ’normale’ mennesker er. Hvis man kan sige sådan. Det er jo ikke, fordi drengene på Godhavn ikke er normale. De har bare nogle andre ting i sig” (side 98).
Krig er ikke den eneste grund til at rejse
Mens man sidder med de hårrejsende papirer og læser, dukker pludselig vores hjemlige Ole op, ham som Jeppe Aakjær fortæller om: Ole sad på en knold og sang! Den kuwaitiske broder til Ole hedder Jacob, og han synger sådan:
”Som tiden går, og hver dag i ørkenen ligner den foregående, begynder jeg at gøre mig tanker om resten af verden. Hvordan ser den ud? Hvordan lever de i andre lande? Jeg får længsel efter at drage afsted. Der er ikke noget, der binder mig til Kuwait. Jeg har ingen søskende, jeg skal passe på. Mit valg er sådan her. Enten skal jeg ligesom min far og min farfar og min oldefar og hele mit stamtræ leve sammen med kamelerne resten af mit liv, eller også skal jeg ud og opleve verden” (106).
Og han indrømmer:
”Men jeg har jo aldrig påstået, at jeg har forladt Kuwait på grund af krig; jeg er kommet til Danmark i håb om at få et land, jeg kan kalde mit. Hvor jeg ikke betragtes som statsløs og derfor uden rettigheder” (115).
Læseren nyder denne undtagelse, der på sin egen måde vidner om at vi ’ikke har rødder, men fødder’.
Den vidunderlige medmenneskelighed
Man kan også være heldig: Allerede i Grækenland mødte Alan, kurdisk syrer, Røde Kors. På få linjer ser man både glæden, der skyller ind over Alan, og den voldsomme sorg, som han absolut vil beherske:
”Et sted står folk med veste. Red Cross. De tilbyder mad og drikke. Det er helt uvirkeligt. Har de bare stået og ventet på, at vi skulle komme, så de kunne hjælpe os? Jeg sender en sms til min mor og far og fortæller dem, at jeg er nået til Grækenland. De ringer op, men jeg tager den ikke. Jeg ved, at jeg vil begynde at græde, hvis jeg hører deres stemmer.”
De indfødte
Også i Danmark er billedet af nogle af de indfødte opmuntrende, deres måde at komme de unge mennesker i møde på. Og deres glæde over at modtage deres familier, når det er muligt. For det er svært. Flere gange nævnes ”en ny lov, så der ikke skulle komme flygtninge og børn alene til Danmark”.
Men bogen igennem finder vi de fineste vidnesbyrd om indfødtes hjælp på trods af politisk propaganda og ’bange’ love. Venligheden og kærligheden findes blandt alle slags. Svend, Lotte, Gitte, Leif, Maria, civile og myndigheder. Man kan med love og regler ikke bestemme over alle folks omsorg og venlighed.
Der er steder især i Jwans beretning som særligt falder i øjnene ved en samklang mellem stil og indhold:
”I Syrien ventede jeg på at bombardementerne skulle holde op. I Izmir ventede jeg på at komme med den rigtige båd. I alle de europæiske lande ventede jeg på at nå den danske grænse. I Aarhus ventede jeg på at kunne komme frem til skranken. På børnecentret ventede jeg på postbuddet og den tykke konvolut [som meddeler ham at han har fået opholdstilladelse]” (side 157).
”Det ene øjeblik er min fætter bange for at gå med mig på gaden i Aarhus, det næste inviterer byens politi mig på McDonald’s” (side 147).
”Nu sidder jeg sammen med en tidligere soldat, der gerne vil bruge et par timer på at byde nogle mennesker velkommen, han slet ikke kender. Jeg føler en kæmpe taknemmelighed lige dér” (side 155).
På side 153 fortæller Jwan fra Syrien: ”Ovre i Folketinget har de vedtaget en ny regel. Sådan nogle som mig og min familie skal nu selv betale for alle udgifter forbundet med rejsen til Danmark.”
Bogens overskud går til sammenførte familier
Det er den regel, der er den udtalte grund til De Uledsagedes bog, for alle der har arbejdet med den, har arbejdet uden at få penge for det. Alle de indtjente penge går nemlig til at sammenføre familier. I forordet står der at man ved bogens færdiggørelse har kunnet sammenføre 44 familier.
De ti fortællinger er ti gaver. Tænk at man ved at få fat i dem kan være med til at føre familier sammen!