KRONIK: Kristendommens grundtekster har i 2000 år dannet fundament for en strukturel undertrykkelse af kvinder. De mandlige forfattere, som var et produkt af det patriarkale samfund kunne formentlig ikke rumme det kvindesyn, som Jesus repræsenterede. Så det er kun mellem linjerne i Det nye Testamente, vi skimter, hvor vidtrækkende og rummeligt, Jesu budskab virkelig var.
Jette Vibeke Damsgaard Madsen, foto: Michala Linn
Af Jette Vibeke Damsgaard Madsen, cand.mag., ekstern lektor og tilknyttet forsker
I dagens debat kan man næsten få den opfattelse, at kvindeundertrykkelse kun hører den muslimske verden til, men det er langtfra sandt. Tværtimod. Kristendom er ingen garant for demokrati og ligeværdig behandling af kvinder. De fire evangelier, som er de kristne grundskrifter, er nemlig skrevet af mænd til mænd i et patriarkalsk samfund, og det lider vi under i dag, hvor man stadigvæk diskuterer, om kvinder kan være præster og #MeToo afslører det ene strukturelle problem efter det andet.
Når jeg betegner mig selv som kristen, mener jeg først og fremmest, at jeg er fascineret af Jesu lære. Hans ord til en flok ophidsede selvgode hykleriske fanatikere, der ville stene en kvinde grebet i hor var: ”Den af jer som er syndfri, han kaste den første sten”. Han gennemskuede dem og blotlagde hykleriet. Fortællingen om den barmhjertige samaritaner, som ingen regnede for noget, men som var den eneste, som hjalp en fremmed i nød, er en anden verdenklassefortælling, en ledetråd i livet.
Universel og eviggyldig kærlighed
Mit ærinde er altså ikke at forkaste kristendommen, men jeg er overbevist om, at vi er nødt til at forholde os kritisk til den som system for at få fat i de evige sandheder og den universelle kærlighed, som er repræsenteret i de to førnævnte eksempler. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at ”det levende vand”, som Jesus selv omtalte, findes som en skjult kilde midt i det strukturelle system, vi har bygget op omkring Jesu person.
”Det levende vand” er den ånd eller den sammenhængskraft, som kan slukke menneskers indre tørst, dulme angst, formidle fred mellem mennesker og give håb midt i håbløsheden, fordi det bringer en universel og eviggyldig kærlighed og sandhed med sig.
Dog har jeg på fornemmelsen, at vi på mange måder kun har skrabet lidt i kristendommens overflade. Læren forandrede ikke det patriarkalske system, det var op imod. Kristendommen udfordrede systemet på nogle områder, fx når kristne ikke ville dyrke den romerske kejser som Gud. Men hvad angår kvinder brød der ikke for alvor med kristendommen et nyt kvindesyn igennem.
Jette Vibeke Damsgaard Madsen, foto: Michala Linn
Brug for at genfortolke Det nye Testamente
Som kvinde har jeg altid følt, at der var et modsætningsforhold i Det nye Testamente. På den ene side har jeg, som beskrevet følt mig beriget af Jesu lære, men på den anden side var der denne mangel på kvindelig repræsentation i discipelskaren. En mandlig guddom, Jesus med 12 mandlige disciple. Fire evangelier skrevet af mænd. Jeg var nødt til at lave forklaringer for mig selv, så som: Han siger godt nok mænd, men det må jo også gælde for kvinder. Men på den lange strækning er jeg nødt til at tænke: Hvilken betydning har den skæve repræsentation for mig som kvinde, og da særligt for den nye generation af unge kvinder, som i langt højere grad end mig, gør krav på ligestilling.
Vi er nødt til at genlæse og genfortolke de kristne grundskrifter, hvis de skal overleve og bevare deres relevans, og det er jeg sikker på, de nok skal - de har trods alt overlevet i 2000 år - men også kun, fordi fortolkningen af dem igen og igen er blevet revideret og ændret. Og nu gælder det for alvor kvindesynet.
Kristendom har undertrykt kvinder
Som med al kvindeforskning er problemet ofte den manglende repræsentation. Kvinder har i tusinder af år været uuddannede, så historien er skrevet af mænd. Hvordan kan man nå ind til kernen af Jesu kvindesyn, når kvinderne er så underrepræsenterede, når vi ikke har et eneste evangelium skrevet af kvinder? Og vi har langt hen ad vejen sat lighedstegn mellem grundteksterne og Jesu lære.
I kristendommens navn har man undertrykt og umyndiggjort kvinder i årtusinder. På baggrund af Det nye Testamente kunne man forsvare, at mænd skulle have særlige rettigheder, eksempelvis ret til at herske og lede, til at lovgive og dømme, til at undervise og formane, hvorimod kvinder blev set på som enten jomfruer, mødre og tjenerinder - eller prostituerede.
Vi står altså med disse grundskrifter, hvoraf ikke en tekst er skrevet af kvinder, så hvad gør vi? En mulighed er, at vi dekonstruerer, hvilket vil sige, vi ser på det usagte, på rammerne, på det, der slipper ud mellem revner og sprækker i tekstens konstruktion.
Helbredte Jesus kun mænd?
Jeg betragter nu de kristne grundtekster som litteratur, formidlet af forfattere, mænd, som skriver til mænd i et patriarkalsk samfund. Det kan så næppe undre, at kvinder, i et evangelium som Johannes’, kun optræder i 10 ud af 21 kapitler. I to af disse meget perifært. Den berømte indledning til Johannes-evangeliet om Ordet, der var i begyndelsen, er udpræget maskulint. Der er 34 mandlige udtryk og ingen kvindelige (det varierer måske lidt afhængig af oversættelsen). Det ses tydeligt, hvis man forsøgsvis erstatter han med hun i det første kapitel af Johannes-evangeliet:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Hun var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved hende, og uden hende blev intet til af det, som er. I hende var liv, og livet var menneskers lys.”
Er man syg og spejder efter tegn på, at Jesus helbredte kvinder, så må man lede forgæves hos Johannes, som nævner tre specifikke helbredelser og en dødeopvækkelse, som alle vedrører mænd.
Evangeliet, som det er skrevet af Johannes, kærlighedens apostel, som han også kaldes, har tilsyneladende ikke noget epokegørende nyt at sige om kvinder.
Men ser vi på det usagte, kan vi glæde os som kvinder over, at det ikke var kvinder, der torturerede og slog Jesus ihjel. Spørgsmålet er, om han overhovedet ville være blevet henrettet, hvis det stod til kvinderne, hvis de havde siddet på magten?
Leder vi så i sprækkerne, det som Johannes måske uforvarende kommer til at vise, finder vi noget interessant, noget, der formentlig fører os tæt på Jesu kvindesyn.
Mest taletid til en kvinde
Johannesevangeliet fremstiller flere dybe samtaler mellem Jesus og enkeltpersoner. Der er den kendte samtale med den lovlærde Nikodemus, der i skjul af mørket opsøger Jesus for at tale med ham. Der er samtalen med Simon Peter, som efter Jesu opstandelse i en intim samtale med Jesus bliver spurgt, om han virkelig elsker Jesus?
Men mest bemærkelsesværdig er samtalen med en ”tilfældig” samaritanske kvinde ved en brønd. Jesus og hans disciple er trætte efter en lang vandring og når til en brønd uden for byen Samaria. Her efterlader de Jesus og går selv ind i byen for at finde noget mad. I mellemtiden kommer en samaritansk kvinde ud til brønden for at hente vand, og Jesus indleder en samtale med hende.
Når denne samtale skiller sig ud, er det først og fremmest på grund af den plads den får, og ikke mindst på grund af den ”taletid”, som gives den samaritanske kvinde. Hele beretningen om Nikodemus fylder 21 vers, beretningen om Jesu sidste samtale med Simon Peter fylder 11 vers, hvorimod beretningen om den samaritanske kvinde og hendes vidnesbyrd fylder 42 vers.
Nikodemus citeres i den danske oversættelse med 55 ord, Simon Peter citeres med 73 ord fordelt på tre samtaler, hvor den samaritanske kvinde til sammenligning citeres med 138 ord. Hermed bliver hun den enkeltperson i Johannesevangeliet, der får mest taletid ud over Jesus. Dette dukker frem, når man ser på formen og ikke indholdet.
Fortælleren kommer altså, bevidst eller ubevidst, til at bruge ualmindelig megen plads på den samaritanske kvinde, måske fordi Jesus prioriterede det, eller fordi fortælleren syntes, at noget trods alt var nødvendigt at få med, fordi det kun findes der.
Revolutionerende tanker
For hvis man dykker ned i denne samtale, så udfolder nogle revolutionerende tanker sig, tanker som i høj grad udfordrer og vælter systemer. Samtalen drejer sig om, hvor det er mest rigtigt at tilbede Gud. Jeg husker ikke noget sted, hvor Jesus tydeligere citeres for at mene, at stedet ikke er vigtigt i forbindelse med gudsdyrkelse. ”Der kommer et tidspunkt, ja, det er allerede her,” siger Jesus, ”hvor det hverken er her eller der, Gud skal tilbedes, for de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.”
Det er bemærkelsesværdigt, at et så centralt brud på den traditionelle tænkning om gudsdyrkelse bliver sagt første gang til en kvinde.
Mange forbinder kristendom med monumentale kirkebygninger. De findes overalt, hvor kristendommen har bredt sig. Der er brugt uendelige mængder af penge, menneskekræfter og menneskeliv på disse bygninger, som skulle repræsentere Guds tilstedeværelse på jorden. Men disse ord af Jesus peger på, at Gud ikke er til stede i bygninger, men i ånden. Denne revolutionerende tanke giver plads til langt større variation i gudsdyrkelsen. Tanken er rummelig ud over alle grænser, også religiøse grænser. ”Gud er ånd, og den som tilbeder skal tilbede i ånd og sandhed,” sagde Jesus. Hvad enten det er en samaritansk kvinde, en jødisk mand, et barn, en ægypter, en somalier, en hindu eller en muslim, kunne vi tilføje. Der skulle åbenbart en kvinde, som selv stod udenfor systemet, både på grund af sit køn, sin etnicitet og sin religiøse opfattelse til at modtage netop denne form for rummelige lære.
Som feminist kan man forkaste kristendommen helt, man kan kritisere den for at være formidler af kvindeundertrykkelse, og med god grund, men man kan også dekonstruere dens grundtekster og grave dybere efter dens sande essens, Jesu sande essens, og med Jesu egne ord lede efter ”ånden” eller ”det levende vand”.
Jette Vibeke Damsgaard Madsen er cand.mag. og ekstern lektor i dansk ved SIMAC, Svendborg, og tilknyttet forsker ved Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet.