Af Reath Kawang Nyak, kvoteflygtning fra Sydsudan
Jeg glemmer aldrig den dag, jeg ankom til Danmark. Da så jeg sne for første gang! Som en ung afrikaner, der er vokset op i en flygtningelejr, havde jeg aldrig set noget lignende. Jeg så de her hvide ting dale ned fra himlen og tænkte: ”Hvad er det?” Det så virkelig dejligt ud, og jeg var nysgerrig, så jeg gik udenfor i bare tæer – ingen sokker, ingen sko. Jeg satte mine bare fødder i sneen, og siden den dag har jeg ikke taget mine sokker af. Helt seriøst. Jeg sover med strømper på året rundt – spørg bare min kone. Det var så koldt! Det glemmer jeg aldrig.
I Danmark kan man ikke betale senere. I Sudan kan man købe noget i en butik og betale senere, men den går ikke i Danmark. Måske skyldes det, at de fleste danskere er meget organiserede. Danskerne vil helst have en plan, inden de gør noget. Man tager tingene alvorligt her. Der, hvor jeg kommer fra, gør vi bare tingene, når vi har tiden til det. Så for mig er det noget nyt. Danskere planlægger nogle gange 15 måneder frem i tiden. I Sudan taler vi om, hvad vi skal gøre inden for de næste 15 minutter!
Danskerne er også mere private. Man skal ikke opfatte det som en negativ ting. Det er bare sådan, de er. Det er ikke fordi du er sort eller noget. De bryder sig bare ikke om at være blandt mennesker, de ikke kender. For eksempel vil de vælge énmandssædet i bussen frem for et dobbeltsæde for at undgå, at der kommer nogen og sætter sig ved siden af dem. I Afrika er det modsat. Der sætter man sig ved siden af hinanden, så man kan snakke sammen. Det er ret underligt, men det er gået op for mig, at det bare er sådan, det er. Det er der ikke noget i vejen med. Danskerne er faktisk ret venlige. Du skal bare nå til et bestemt punkt for at blive venner med dem. Men det er op til de nyankomne at kæmpe for det.
Mit råd til de mennesker, der kommer til Danmark, er, at I ikke må give op, hvis danskerne ikke vil tale med jer. Der vil komme forhindringer, og du vil begynde at spørge dig selv, hvad du har gjort galt. Men som nyankommen må du presse på. Du må indse, at du ikke har noget at tabe, men alt at vinde. Så pres lidt på. Giv ikke op! Prøv at flyde med strømmen og følge traditionerne. Det gør det lettere. Vær underlig, ligesom dem. Gør de underlige ting, og så kan du tænke over, hvorfor du gjorde det, senere!
Indlægget er oprindelig bragt i Welcome Magazine.