Hvorfor der er brug for Gay Pride, Kvindernes Internationale Kampdag og ikke mindst Black Lives Matter.
Racisme er ugens helt store tema på de sociale medier, og ikke så snart har demonstrationerne for Black Lives Matter fundet sted over hele kloden, før (hvide) debattører giver sig i kast med at argumentere for, hvorfor ”All Lives Matter”. Det er sikkert ment i bedste mening, men det er også et udtryk for problemet: White Priviledge. For at sige ”All Lives Matter” i en dybt racistisk, segregeret og ulige verden, er det samme som at vande sin egen græsplæne, mens huset ved siden af brænder. Da man i USA indførte ”Black History Month” ville indvendingerne ingen ende tage, for hvor indførte man ikke også ”White History Month”? Ellers var det jo ikke lige? Men hertil er svaret enkelt: Fordi ”White History” allerede findes, og det hedder ”History”. Der er således ikke brug for at markere hvides rettigheder, ligesom vi heller ikke har brug for ”Mændenes Internationale Kampdag”. For det er den virkelighed, vi møder hver eneste dag ude i verden. Vi har tværtimod brug for at markere og fejre de mennesker, som på daglig basis udsættes for diskrimination af et system skabt af hvide mænd, og som må kæmpe 10 gange hårdere for at opnå samme status og privilegier som deres hvide heteroseksuelle mandlige modstykke. Vi har brug for at markere og fejre de ting, som skaber forandringer og i sidste ende en bedre verden. Derfor fejrer vi Gay Pride hvert år. Derfor har vi Kvindernes Internationale Kampdag, og derfor er vi nødt til at råbe ”Black Lives Matter!” Det er ikke nok at være humanist. Vi må som samfund være aktivt anti-racistiske. Vi skal demonstrere. Vi skal forsvare vores udsatte medmennesker. Vi skal lytte bedre og for en gangs skyld tie selv. Vi skal dedikere vores platforme. Vi skal uddanne os selv. Vi skal støtte ofre for diskrimination økonomisk. Vi skal endevende vores egne ubevidste bias. Vi skal tage debatten med vores familiemedlemmer. Vi skal give plads der, hvor beslutningerne træffes. Vi skal se vores egne historiske forbrydelser i øjnene og inddrage dansk kolonialisme i skolernes pensum. Vi skal investere i antiracistisk og postkolonialistisk forskning. For selvom målet er, at alle mennesker er lige, når vi ikke derhen, før vi har taget et aktivt opgør med den ulighed, vi selv har skabt.