Ruud Koopmans manglende viden om islamisk teologi, samt oversimplificeringer og ’begrebsroderi’ ødelægger læseoplevelsen, skriver imam Naveed Baig i anmeldelsen af bogen ’Islams forfaldne Hus’.
Af Naveed Baig
Professor Jakob Skovgaard-Petersen har en betydningsfuld anmeldelse af Ruud Koopmans bog ’Islams forfaldne Hus’ i Dagbladet Information fra slutningen af april. Jeg har lige læst den danske oversættelse af bogen og vil knytte et par kommentarer til den.
Ruud Koopmans, der er en nederlandsk sociolog har skrevet en bog på hollandsk i 2019. Den bliver flittig brugt af danske politikere og meningsdannere som en slags integrationsbibel, der kan løse integrationsproblemerne herhjemme. Der henvises til den hele tiden og selv vores integrationsminister er fascineret af den.
Mål: Islamkritik
Allerede i forordet får vi nogle centrale og vigtige oplysninger om Koopmans hensigter og motivationer til at skrive bogen. Den første sætning fra hans pen siger det meget ærligt og klart: Det er ikke et islamfjendtligt projekt, men det er islamkritikken, der er hans ærinde. Så er disclaimeren på plads.
Ifølge ham er det ikke islam men den fundamentalistiske fortolkning af islam, som er roden til den islamiske verdens krise og som ’de sidste 50 år er stadig sunket dybere i’.
Han har en personlig interesse udover det akademiske; da han var 6 år gammelt, blev hans forældre medlemmer af en fundamentalistisk kristen pinsebevægelse. En anden motivation er det, han kalder for benægtelsen og ’ligegyldigheden over for den rystende undertrykkelse’ af religiøse minoriteter, frafaldne, kvinder osv. i den islamiske verden.
Disse emner optager ham gevaldig meget og det er ret indlysende igennem hele bogen.
Mangel: teologisk indsigt
Det står også meget klart, at han ikke er trænet teolog. Han er sociolog, og selv om han har rejst i mange forskellige muslimske lande, giver hans mangel på religiøs viden og teologisk indsigt bagslag. Et eksempel er da han gengiver en tyrkisk prædiken fra en Milli Görüs moské i Tyskland som omtaler emnet martyrdøden. Han gør ikke rede for hvad martyrbegrebet indbefatter, hvorfor det bruges og hvordan den muslimske homiletiske retorik virker. Det bringer ham i semantisk underskud. Det er ’cherry picking’, for man vil da også kunne håndplukke andre taler og prædikener, der forarger, hvis ikke man har baggrundsviden og konteksten med. Det skal også siges, at den internationale tyrkiske organisation, hvis ene prædiken Koopmans bruger som eksempel, er en samarbejdspartner for den tyske regering og er engageret i at bygge relationer på kryds og tværs i Tyskland og andre lande.
Løse påstande
Han hævder, at der er ’religiøse årsager’ til ’stagnation, vold og manglende frihed i muslimske lande’. Alligevel forklarer han intetsteds, hvad der adskiller den legitime religiøse konservative fortolkning af islam fra de fundamentalistiske fortolkninger, som han kritiserer så åbenhjertet. Han begrunder ikke sine påstande med teologiske argumenter overhovedet, og det skader hans ’akademiske mission’. Han har ret i, at mange muslimske lande har et dybt problematisk forhold til menneskerettigheder og frihedsidealer. Men hans diagnose er for simplistisk til at sluge. Han anvender mange begreber uden at differentiere mellem dem og introducerer f.eks. ’ islamisk apartheid’ som henviser til kvindernes ’andenrangs-status’ i mange muslimske lande. Han roser kvinderettighederne på Profetens tid, som han mener ikke består modernitetens test i dag, for så helt at undlade en omtale af nutidens muslimske strømninger, der taler for kvinde- og frihedsrettigheder iblandt de traditionelle muslimske kræfter.
Ingen løsningsforslag
Koopmans sammenligner forskellige lande med hinanden igennem et gennemgribende statisk materiale (typisk muslimske med ikke-muslimske) for at illustrere hvor dårligt tingenes tilstand er i de muslimske lande, men han sammenligner ikke f.eks. Malaysien med Burma, Sydsudan med Sudan, Tunesien med Rwanda eller Senegal med Nordkorea. Hans sammenligning mellem pakistanske, bengali og indiske immigrantkvinder i England (hhv. muslimske og hinduer) og deres arbejdsfrekvens fortæller os, at de pakistanske og bengalske kvinder (flest med muslimsk baggrund) er underrepræsenteret på arbejdsmarkedet i forhold til de indiske (flest med hinduer) og majoritetsbefolkningen, men vi får ikke nogen løsningsforslag på de udfordringer.
Ignorerer vestlig påvirkning
Han ignorer også totalt bevidst i sin bog konsekvenserne af kolonialismen, ’ War On Terror’ årtierne, islamofobi, og deres betydning for, hvor vi er i dag. Han kalder Israel for en besættelsesmagt, men ser ingen anledning til at se på Israel/Palæstina konflikten som en årsag til stigende utilfredshed i muslimske lande. Han vil ikke engang tage stilling til spørgsmålet om, hvorfor der ingen ISIS og Al-Qaeda var, før de vestlige invasioner af Irak, Libyen osv. fandt sted.
Koopmans skrivelse ender med mange relevante og retoriske spørgsmål til læseren. Hvorfor bliver muslimer vrede over, at Frankrig forbyder burkaer, men tier når der bliver begået langt større krænkelser overfor kvinder i muslimske lande? Hvorfor ikke også tage afstand fra Saudi Arabien og dets krig i Yemen, der har foranlediget en af de største humanitære kriser i vor tid, i stedet for at kritisere Israel konstant?
Overser Vestens krise
Koopmans har ikke en interesse i at tale om Vestens krise, som mange iagttagere har pointeret igennem længere tid. De demokratiske idealer er under pres og menneskerettighederne bliver langsomt rullet tilbage flere steder i Europa for tiden. Man går på kompromis med basale rettigheder ved f.eks. at indgå i et aktivt samarbejde med lande som Saudi Arabien og Kina. Men nej, hans fokus er alene på Islam - en størrelse som han i øvrigt ser om én - selvom han enkelte steder i bogen pointerer det modsatte.
Jeg vil så gerne forstå Koopmans, og man kan da også følge ham flere steder, men hans manglende viden om islamisk teologi blandet sammen med hans oversimplificeringer og ’begrebsroderi’ ødelægger læseoplevelsen.
Ruud Koopmans: Islams forfaldne hus Forlaget Pressto 244 sider