Når du har læst bogen første gang, tør du ikke lade være at læse igen, skriver anmelder om Dino Copeljs ’Duften af petrichor’, der handler om borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina.
Dino Copeljs bog Duften af petrichor er en stor bog med få sider, der prøver at forstå i stedet for at forklare og samtidig afslører den banalt forekommende tendens til at forklare i stedet for at forstå.
Hvad er duften af petrichor?
Det er ”duften, der opstår, når regnen rammer den tørre jord, og når magien kommer op i luften i form af de mange dufte, der bliver udløst, (…)” (s. 89)
Lad det være sagt med det samme. Her har vi en mageløs bog: eksotisk og hjemligt fortrolig på én gang. Den fremkalder de sanseerfaringer som enhver kender.
Bogens hjerte er glæden ved duften og andre bogstavelig talt jordnære glæder, der fører videre og vækker nysgerrighed efter at lære alle de fremmedartede mennesker og fænomener at kende. Den opmuntrer til at lade sig fortrylle til at forstå fortroligheden i det fremmede og det fremmede i fortroligheden. Alt det udfolder og indvikler sig i en labyrint af tilsyneladende udenomssnak, small talk, som forfatteren kalder sniksnak, men som viser sig at have ånd og tyngde.
Et væld af personer
Persongalleriet præsenterer læseren for en række mennesker med sjove tilnavne: Amnesty-Bjarne, der bor i Valby og har tabt sit hjerte til den franske underskønne Stéphanie og meldt sig ind i Amnesty; hans fætre, Balsam-Mogens, der gerne ville have været politibetjent, men blev afvist fordi han havde for mange skæl i sit hår, og Boller-i Karry-Finn, der mener at boller i karry er det mest danske, der findes, fordi de er lavet af svinekød. Det er nemlig det danskerne spiser mest.
Disse etnografisk betragtede personer omtales næsten altid med deres tilnavne, Boller-i-karry-Finn kun med sit navn slet og ret i en eneste situation, hvor han føler sig lige så usikker som den, der er kommet midt i halvfemserne, må have gjort ved sin ankomst til smørhullet Danmark.
Smajo, kortform for Ismail, hans højtelskede kone Irma og deres to børn Amel og Alma er den familie, verden drejer sig om.
Sansning og handling
Og mens sansningernes centrum er duften af petrichor, er handlingens kerne krigen i Bosnien-Hercegovina:
”Forestil dig de der kreaturvogne med jøder under anden verdenskrig. Erstat togvognene med busser, så har du det fulde billede.
Jeg husker stadigvæk i sort-hvidt. Om det er Schindlers liste, der udkom et år senere, eller andet, der skal have ”skylden”, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan ikke ”se” den etniske udrensning i farver. Det har jeg aldrig kunnet siden. Jeg kan lugte, men jeg kan ikke se farver. Film noir møder etnisk udrensning. (s.81)
Smajo mister sin tvillingebror Ismet, der er læge, på den transport.
”11. juli 1995/Hjertet af Europa. /Hjerteformet land. /Bosnien-Hercegovina /Nedslagtning begynder /8372 muslimske drenge og mænd. /Folkemord /For tid og evighed.”/ (s.92)
Smajo har tjent penge for at tvillingebroren kunne blive læge. Forfølgerne standser bussen og hiver lægen ud, for det er eliten, de slår ihjel. Det er sådan Smajo mister sin bror, og i det hele taget mister han for meget – han elsker også meget. Men her skal ikke røbes mere, for det er et grusomt eventyr for læseren at finde ind i, frem og tilbage i labyrinten.
Angstens veje er uransagelige
Smajo læser Dinos klumme i gratisavisen:
Kære læser
Forestil dig, at tre mænd med elefanthuer bevæbnet med køller står foran dig, klar til at gå til angreb. Forestil dig bagefter en stille rolig togtur fra Aarhus til København på 1. klasse.
Hvilken én af de to oplevelser, ville du føle, var mest håndterbar? Vel, det er nemt at svare på. Eller…er det? (s.95)
Her skal svaret ikke røbes. ”Angstens veje er uransagelige” (s.96)
Den menneskelige tragedie
Som i alle ægte tragedier er der masser af morsomme nedslag – og pudsige indfald, som når den bogstavelige forståelse af kolde fødder fører il forslaget om at lave gulvvarme: Det er Sophies kærester, der får kolde fødder.
Heldigvis finder den kloge Sophie, som er lidenskabeligt optaget af krigshistorie, endelig en blivende ven i Smajos søn Amel. Hans videbegær er nemlig umætteligt, og han elsker hendes intelligens.
Amel er jævnaldrende med bogens forfatter, måske hans alter ego? Og måske skjuler Dino Copelj sig også i klummeskribenten Dino? Amel er i hvert fald en stor digter, og hans stolte far siger om ham: ”Selv en blind høne kan Amel skrive guldkorn om.” (s. 71)
Vittighederne
De dumsmarte bemærkninger er også med: ”Ja, man spiser dansk mad, for man køber sin mad i Danmark. Man er sydfra, fra Varde. Man lever i et arrangeret ægteskab, for man har selv arrangeret det.”
Ved et flygtigt øjekast kan de korte fortællinger måske narre læseren til at tro, at hun sidder med beretninger fulde af skæg og ballade, men det varer ikke længe, før blodet ruller hurtigere og så pludselig truer med at standse sit løb.
Undladelsen
Anmelderen har undladt at afsløre første kapitel her. Når hele bogen er læst første gang, og tragedierne er afsløret, bliver sprogets irkelighed ganske tydeligt:
Midt i den sproglige ekvilibrisme, labyrinten, og fortællingernes muntre overflade er rædslen og krigens erfaringer voldsomt nærværende. Tiden standser for den, der har været involveret. Læseren er selv blevet involveret. Når du har læst bogen første gang, tør du ikke lade være at læse igen.
Dino Copelj: Duften af petrichor 35 fortællinger om optrævlingen af veje og vildfarne erfaringer. Books on Demand 2020 140 sider.