Er vi på vej mod et demokrati med mindre åndsfrihed? Det mener forfatterne bag bogen ”At være demokrat er ikke at være bange”.
Undertitlen ”Åndsfrihed under pres” angiver, hvad bogen handler om. ”At være demokrat er ikke at være bange” hedder bogen, der er skrevet af Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, og Daniel Toft Jakobsen, MF for Socialdemokratiet. Første halvdel af bogen gennemgår begrebet åndsfrihed og den historiske baggrund herfor, mens anden halvdel påviser, hvordan åndsfrihed er under pres i vort samfund i disse år, og hvad der kan gøres for at styrke åndsfriheden i dag.
Fri til at tænke, tro og leve Forfatterne definerer åndsfrihed som ”friheden til at tænke, tro, mene og leve efter, hvad man vil, også friheden til at udtrykke sin overbevisning offentligt og dermed gøre den tilgængelig for andres tilslutning eller kritik” (s. 14). Åndsfrihedstraditionen spores fra Luther over Grundtvig til Hal Koch og folkeskoleloven. Luther og Grundtvig er enige om, at der er grænser for, hvad man kan tvinge mennesker til. Man kan ikke tvinge mennesker til at tænke og tro på en bestemt måde, og forsøger man det, skaber man løgn. ”Munden fri, hånden bundet” er åndsfrihedens princip. Dvs. at ”det skal være tilladt at mene (og udtrykke) hvad man vil, men ikke dermed gøre sin holdning til handling. Hal Koch, der var en glødende antinazist, ville alligevel forsvare retten til at være nazist. Pointen er, ”at nazismen skal bekæmpes som holdning og ideologi med ord og åndskamp – ikke med sværd og magtkamp” (s. 28). Hvis man derimod bekæmper nazismen med sværd og magtkamp vil det ”kortslutte den åndsfrihed, der er en forudsætning for en ægte åndskamp, som igen er forudsætningen for, at mennesker i deres inderste bliver overbevist om, at det er demokraterne og ikke nazisterne, der har ret” (s. 29). I folkeskoleloven fra 2011 indgår åndsfriheden da også i formålsparagraffen: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Sindelagskontrol gennem screening I bogens anden del gennemgås en række eksempler på, hvordan åndsfriheden er kommet under pres i det danske samfund i de senere år. Et klassisk eksempel er Anders Fogh Rasmussens udsagn som statsminister i 2006, at ”religion er en privatsag”, altså at religion bør holdes ude af det offentlige rum. Forfatterne gennemgår debatter om bederum på skoler og badeforhæng, racisme- og blasfemipragraffer, krav i forbindelse med statsborgerskab, negativ social kontrol, friskoler, drengeomskæring, partidisciplin, forskningsfrihed, de sociale medier, overvågning, Corona-krise – og meget mere. At åndsfriheden er presset også på Christiansborg fremgår af debatten om statsborgerskab. Naser Khader, MF for de konservative, har således givet udtryk for, at den loyalitetserklæring, som de, der ansøger om statsborgerskab, skal underskrive, må følges op af en rendyrket sindelagskontrol gennem et screeningssystem. ”Jeg har ikke problemer med demokratisk sindelagskontrol. Det er ikke, fordi du ikke må sige, hvad du vil. Det må du gerne, men det er ikke ensbetydende med, at du fortjener statsborgerskab.” (Politiken, 10. februar 2016). Altså et forsøg på effektivt at afdække ansøgerens inderste tanker og overbevisninger. Dette frontale angreb på åndsfriheden blev heldigvis ikke omsat til lov. Men der er som bekendt en lang række andre indskrænkninger i åndsfriheden. Det gælder dele af den imampakke, som folketinget vedtog i 2016, fx den ”kriminalisering af udtrykkelig billigelse af vise strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”, et bredt formuleret lovforslag, der imidlertid kun rettede sig mod ytringsfriheden i religionssamfund. Det gælder maskeforbuddet (som nu i praksis er blevet sat ud af kraft pga. corona-krisen!) og flere andre love. Forfatterne nævner en lang række forslag til begrænsningen af åndsfriheden, som er blevet bragt i spil igen og igen. Et af dem er lukning af muslimske – eller alle religiøse – friskoler, som sikkert kommer op i denne folketingssamling. Et andet forslag, som netop diskuteres i disse dage, er lovforslaget om, at prædikener på andre sprog end dansk skal oversættes til dansk. Eller som nogle ønsker det: alene kravet om at prædikener i moskéer skal oversættes til dansk.
Vigtig bog i vor tid Bogen er virkelig en vigtig bog til tiden. Den giver en virkelig solid indføring i begrebet åndsfrihed og i dets betydning for det danske samfund, samt en påvisning af, hvordan åndsfriheden er under et stærkt pres i disse år. Det afgørende er ikke, om læserne er enige med forfatterne i deres vurdering af de aktuelle love, lovforslag og debatter, men det er af afgørende betydning at forholde sig til de problemstillinger omkring åndsfrihed, som de rejser. Alle folketingsmedlemmer, hvoraf mange har et meget distanceret forhold til åndsfrihed, burde læse denne bog og lade dens indsigter påvirke deres drøftelser og beslutninger. Og det samme burde alle med interesse for politik og samfundsudvikling, og som værdsætter den danske tradition for demokrati. Hvis den udvikling, som vi har set i de sidste 20 år fortsætter, vil vi opleve, at karakteren af det danske demokratiske samfund ændres markant. ”At være demokrat er ikke at være bange” er bogens titel. Men indvandringen de seneste årtier og et voksende antal muslimer har gjort mange – også mange politikere – bange, ja, så bange, at de er parate til at forsøge at beskytte demokratiet med metoder, der ikke respekterer åndsfriheden. Dermed er de i sidste ende er med til at underminere den danske form for demokrati.