Af Ulla Pape
Jeg var i kiosken ved banegården. Kunden foran mig gik slingrende. Var det en misbruger eller et menneske, der bare gik usikkert. Støvlerne var enormt store og med løse snørebånd.
Pludselig faldt han om på gulvet, kom op med meget besvær og fik ordnet sit lille indkøb. Ekspedienten var venlig mod ham og sprittede af, hvor han havde rørt. Hun kendte ham godt sagde hun.
Ude på gaden igen var han på vej over gaden. Han faldt og knaldede baghovedet ned i asfalten. Jeg og en lyshåret dame løb derhen. Han kom op ved egen hjælp, men inde i sikkerhed på fortovet faldt han igen.
Vi så tvivlrådig på hinanden damen og jeg. Hvad skulle vi gøre? Skulle vi ringe efter hjælp? Vi snørede hans snørebånd og så efter, om han blødte fra baghovedet.
En ung mand strøg forbi os. Jeg kunne se hans fremmede brune, smukke hænder og hættetrøjen. Han tog om manden bagfra under begge arme og hjalp ham op og fulgte ham nogle skridt. Lagde beskyttende sine hænder på hans ryg. Manden vaklede afsted.
Vi så på hinanden damen og jeg. Ingen af os havde haft mod til at røre for meget ved ham, dette medmenneske, der havde brug for hjælp. Vi smilede lidt undskyldende til hinanden.
Så tak for hjælpen – du brune fremmede med hættetrøjen!
Indlægget har været bragt i Viborg Stifts Folkeblad.