Danmarks behandling af flygtninge bryder med grundlæggende viden om menneskets hjerne og kognition, skriver neuropsykolog i denne kronik.
Kronik af Ditte Holm, cand.psych. og neuropsykolog i Holstebro kommune
En gruppe psykologer har taget et initiativ til at danne Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination på Facebook, fordi de i stigende grad oplever, hvordan den diskriminerende retorik og ekskluderende tone i den offentlige debat præger de henvendelser og sager de modtager.
I dag har de 260 psykologer tilsluttet sig gruppen på Facebook for at bakke op om initiativet om at skabe et psykologfagligt netværk der sætter fokus på diskriminationen og racismens konsekvenser. Netværket består af psykologer med mange forskellige arbejdsområder, såsom psykiatrien, forskningen, det kliniske område og børneområdet, men fælles for dem alle er en bekymring for deres klienter/brugere og for de bredere polariserende tendenser i samfundet.
Jeg er én af de 260 psykologer, der har sluttet sig til netværket, og jeg arbejder specifikt inden for neuropsykologien. Her skal jeg kunne foretage undersøgelser og lave tests og vurderinger, og det er mit job at vide noget om både psyke og hjerne. Jeg arbejder inden for et felt, hvor der både er stor respekt for den videnskabelige metode og en anerkendelse af, at testresultater aldrig er hele virkeligheden. Samtidigt er jeg involveret i frivilligt arbejde på Udrejsecenter Kærshovedgård, har personlige relationer til flygtninge og følger tæt med i debat og politiske beslutninger på udlændingeområdet.
I lyset af de senere års retorik og især under valgkampen, er der en række områder, hvor jeg både som menneske og som fagperson bliver bekymret, når jeg ser, hvordan den danske måde at behandle flygtninge og minoritetsdanskere på, går stik imod alle de principper, jeg arbejder med til dagligt.
Sammen med resten af netværket ønsker jeg at bringe et psykologfagligt perspektiv baseret på klinisk erfaring og forskningsviden, på den stigende racisme og diskrimination i samfundet. Jeg og resten af netværket vil gerne sende et tydeligt signal til samfundet og politikerne omkring de psykologiske, helbredsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser ved diskrimination og en hadefuld retorik.
Helt konkret har jeg fem budskaber til danskerne:
Budskab nr. 1: Der er ingen reel videnskabelig begrundelse for generaliseringer om egenskaber på grund af oprindelse.
Én af de ting, der har været i nyhederne, er den såkaldte ”kontroversielle forsker”, tidligere professor i psykologi Helmuth Nyborgs opstilling for det højreekstreme parti Stram Kurs. En opstilling, der naturligvis baserer sig på de forskningsresultater, han også tidligere har været i medierne med, som proklamerer en genetisk baseret forskel i IQ alt efter oprindelsesland. Helmuth Nyborg udtrykker bekymring i forhold til indvandring fra lande, han anser for lav-IQ-lande, idet han regner med, at det på sigt vil mindske danskernes intelligens.
Det er derfor vigtigt med information til befolkningen om, hvad man kan lægge i sådanne forskningsresultater, da de i høj grad kan kritiseres. Helt grundlæggende har Nyborgs forskning været kritiseret af flere fremtrædende forskere inden for feltet, for at han drager konklusioner, der ikke er noget belæg for, samt at der er problematiske aspekter ved hans statistiske behandling af visse data.
Mere overordnet, så bygger undersøgelser af IQ i forskellige lande på en antagelse om, at den slags tests er kulturneutrale, og det er en dybt problematisk antagelse. Enhver neuropsykolog, der tester en person med baggrund i et land, der er væsentligt forskelligt fra Danmark kulturmæssigt, ved, at det gør det meget svært at tolke testresultater. Det har en betydning, om man er vokset op med at være vant til den type opgaver, man præsenteres for. Danske børn har f.eks. næsten alle prøvet at tegne prik-til-priktegninger og lægge puslespil, og der er opgaver i IQ-tests og andre psykologiske tests, der minder meget om disse. Det betyder ikke, at folk, der ikke er vokset op med det, aldrig kan blive gode til det. Men det kræver tilvænning og øvelse.
Det bekymrer mig som neuropsykolog, at en mand, der fuldstændigt vil ignorere dette, og ønsker diskrimination på baggrund af sin forskning, stiller op til det danske folketing.
Budskab nr. 2: Der er noget helt galt med folks grundlæggende antagelse af, at man kan regne med myndighedernes vurdering af asylansøgeres sag.
Når der tales om afviste asylansøgere eller inddragelse af opholdstilladelser, er det ikke ualmindeligt at høre følgende holdning: de afviste må respektere afgørelsen uanset deres egne meninger, for når de danske myndigheder vurderer, at de ikke er i fare, så passer det selvfølgelig.
Denne holdning har allerede mødt kritik fra flere kanter, både mht. validiteten af de undersøgelser af sikkerheden i f.eks. Somalia og visse områder af Syrien, myndighederne har foretaget, og i forhold til de juridiske aspekter af sagsbehandlingen af asylsager.
Som neuropsykolog føler jeg imidlertid trang til yderligere at kritisere måden, vi vurderer asylsager på, for fuldstændigt at tilsidesætte store dele af, hvad vi ved, om den menneskelige hukommelse og kognition i det hele taget.
Vurderingen af asylansøgeres sag baseres naturligvis i høj grad på deres fortælling om, hvad der har ført til, at de måtte forlade deres hjemland, og nu søger asyl i Danmark. Derfor foretages et langt interview med asylansøgeren, hvor de skal fortælle om deres baggrund for at søge asyl, og myndighederne stiller spørgsmål.
Så langt så godt; dette er naturligvis både rimeligt og fornuftigt. Måden disse interviews foregår på, og måden de efterfølgende vurderes på, finder jeg derimod bekymrende.
For det første beskrives disse interviews som lange og udmattende. Mange timers interview er ganske normalt. Og vi taler her om folk, der meget vel kan have både fysiske og psykiske traumer med sig, som medfører, at de lettere end andre bliver trætte og mister koncentrationen. Når jeg sammenligner det med de neuropsykologiske undersøgelser, jeg foretager, hvor jeg skal være påpasselig med, om folk faktisk kan holde til bare 2-3 timer med samtale og testning, for ikke at risikere et misvisende resultat, så finder jeg det bekymrende, at man bygger en retslig afgørelse på interviews foretaget under sådanne omstændigheder.
Desuden lægges der i bedømmelsen stor vægt på, om folks historier er troværdige, hvilket bl.a. vurderes ved, om de giver modstridende oplysninger eller oplysninger, der på anden vis kan vurderes som faktuelt forkerte. Det lyder i sig selv harmløst, for selvfølgelig skal man ikke lyve. Men der lægges vægt på korrekthed i detaljer, som den menneskelige hukommelse slet ikke er i stand til at producere.
Kan du huske, hvilken dato du tog på ferie sidste år? Kan du huske, om du var ude at dykke først og dagen efter spillede golf, eller om det var omvendt? Næppe, for det er ikke den slags detaljer, vores hukommelse er god til at huske. Selv hvis du tror, du husker det, er der en stor chance for, at du tager fejl. Nogle vil indvende, at for flygtninge er det følelsesmæssigt vigtige begivenheder, der er tale om, som man derfor bør kunne huske mere nøjagtigt. Men det er der ikke forskningsmæssigt belæg for at sige. F.eks. har man ved terrorangrebet 11/9-2001 i USA talt med folk kort efter begivenheden om, hvad de foretog sig. Et og tre år senere har man spurgt dem igen – en stor andel har væsentlige ændringer i detaljerne, selv om der har været tale om en skelsættende begivenhed. Vores hukommelse fungerer bare ikke sådan.
Derfor finder jeg det problematisk, at folk får afslag på asyl på baggrund af uvidenskabeligt høje krav til deres hukommelse. Naturligvis skal der ske en vurdering af troværdighed – men den bør baseres på faglig viden om, hvad der kan forventes.
Budskab nr. 3: Vi er selv med til aktivt at forhindre ”ikke-vestlige” udlændinge i såvel at bidrage som at rejse hjem.
Det danske system bidrager også til direkte at modvirke, at dem, der kommer gennem asyl-nåleøjet, kan bidrage til det danske samfund, og at dem, der ikke gør, er i stand til at rejse tilbage til deres oprindelsesland og bidrage aktivt dér.
Det er velkendt, at stress og bekymringer lægger en stor belastning på vores kognitive evner. Undersøgelser viser f.eks., at folk med økonomiske bekymringer, klarer sig dårligere i kognitive tests. Det er også en ganske almindelig klinisk erfaring blandt folk i mit fag: Hvis folk er pressede, har smerter og har mange bekymringer, så klarer de sig dårligere. Der er simpelthen kun en vis mængde kognitiv kapacitet, og når en stor del af den allerede er brugt, er der så meget desto mindre tilbage til at bruge på at lære dansk, finde et arbejde, hjælpe børnene med lektier, etc.
Der lægges efter paradigmeskiftet vægt på, at ophold i Danmark kun er midlertidigt. Ydelserne er skåret til under fattigdomsgrænsen. Under behandlingen af en asylsag, og når man er afvist, er der begrænset adgang til sundhedssystemet. Alt dette dræner flygtninge for de ressourcer, der skulle bruges på det, vi selv beder dem om: At bidrage, enten til Danmark eller tilbage i deres oprindelsesland.
Budskab nr. 4: Vi er selv med til aktivt at øge risikoen for problemadfærd blandt ”ikkevestlige” udlændinge.
Relateret til ovenstående er vi samtidigt med til at øge risikoen for alle de ting, der dagligt omtales som problemer, ved at tage imod folk fra såkaldt ikke-vestlige kulturer. Vi øger risikoen for, at ekstremister får taget i folk. Vi øger sandsynligheden for kriminalitet.
Det er meget yndet at lægge vægt på det personlige ansvar for at opføre sig ordentligt. Og det er naturligvis nødvendigt, for at et samfund kan fungere. Men samtidigt sidder jeg som neuropsykolog og ved, at alle mennesker ikke desto mindre kan presses så langt ud, at de opfører sig uhensigtsmæssigt.
Arbejder man med mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, hjerneskader og psykiske problemer, så er grænsen for, hvornår de bliver så stressede af ikke at kunne forstå deres omverden, at de reagerer uhensigtsmæssigt, hele tiden tæt på. Derfor må man arbejde omhyggeligt rent pædagogisk for at skabe rammer, hvor dette ikke sker. At insistere på, at disse mennesker bare kunne lade være, hjælper ikke noget rent praktisk. Man er nødt til at se på rammerne for at gøre en forskel.
For alle os andre er der meget længere til den grænse. Men det betyder ikke, at den ikke findes. Der skal blot mere til. Og når vi læsser flere og flere belastninger på flygtninge (som vel at mærke, selv om de fleste er helt almindelige mennesker, ofte kan have traumer med sig) – jamen så vil nogle få af dem også nå den grænse og reagere uhensigtsmæssigt. Og så gælder det samme: Det hjælper ikke, rent praktisk, blot at blive fornærmet og insistere på, at det er deres eget ansvar. Hvis vi ønsker faktisk at undgå det, så må vi ændre på rammerne.
Ud over at stresse folk og fratage dem de ressourcer, de skal bruge for at foretage gode valg, sætter vi dem også uden for fællesskabet. At relationer og fællesskab er ualmindeligt vigtige for mennesker, behøver man ikke at være neuropsykolog for at vide – men man bestyrkes bestemt kun i den viden ved at være det. Og når folk ekskluderes fra det fællesskab, som er det danske samfund, så søger de et andet.
Langt oftest vil det fællesskab være familie og venner fra såvel ens egen kultur som blandt alle de danskere, der heldigvis hver eneste dag udlever et mere åbent og humanistisk menneskesyn. Men for nogle få kan det være en religiøs gruppering, der tilbyder sammenhold mod at gå med på ekstremistiske holdninger. Eller det kan være et kriminelt miljø, hvor man har et stærkt sammenhold. Ligeledes er et presset menneske naturligvis langt mere tilbøjeligt til at søge tilflugt i alkohol eller stoffer.
Er det deres eget ansvar, hvad de vælger? Ja, selvfølgelig. Men samtidigt er det naivt at lukke øjnene for, at de rammer, vi sætter, har været med til at skabe problemet.
Og endelig er der børnene, som skal vokse op under disse forhold. Vi ved, at mangel på en tryg barndom har store konsekvenser for børnenes kognitive og følelsesmæssige udvikling.
Budskab nr. 5: Vi er selv underlagt vores hjernes problematiske ”biases” – men vi kan gøre noget for at afhjælpe det. Endelig vil jeg vende mig mod os selv, de hvide danskere. For selv om det følelsesmæssigt er mig dybt imod at se den racisme, som mange af mine med-danskere udviser, og som ganske åbent kommer til udtryk i det offentlige rum, så kan jeg rent fagligt godt forstå meget af baggrunden for den. Vi er på godt og ondt udviklet som stærkt sociale væsener og herunder ligger desværre også tendensen til at favorisere dem, vi betragter som en del af vores egen ”flok” og være mistroiske eller ligefrem fjendtligt indstillede over for ”de andre”. Og vi er udstyret med hjerner, der elsker at generalisere, for generaliseringer er energibesparende for hjernen og er en effektiv måde at sætte verden i system. Men jeg ved også, at vi kan gøre meget for at afhjælpe det. Først og fremmest kan vi møde de mennesker, der er ”de andre”, ansigt til ansigt, så vi direkte kan opleve, at de faktisk er ligesom os. Men for at det kan ske, kræver det, at politikerne begynder at tale integration og sammenhold op i stedet for at ignorere succeserne og fokusere på problemerne. Som menneske og som neuropsykolog, opfordrer jeg til et opgør med racisme og diskrimination – for vores alles hjerners skyld.