Hvorfor skal jeg frygte for mit liv, når jeg løber en tur, spørger rapperen Elo Kay, der kom til Danmark som 10-årig og blev mobbet med n-ordet.
Kronik af Elo Kay, rapper, sanger og sangskriver
Hvis du ligesom mig er en del af de sociale medier, så har du med høj sandsynlighed lagt mærke til hashtags som #blacklivesmatter og #Icantbreath, eller at alle i tirsdags lige pludseligt postede et sort billede på facebook, instagram og twitter. Du har sikkert også set i nyhederne, hvordan folk demonstrerer – nogle fredelige og andre knap så fredelige. Derudover, har du måske også haft en tanke om, hvor uansvarligt det er at samles så mange mennesker ét sted, nu hvor vi befinder os i en Coronapandemi. Netop tanken om at være samlet mere end bare hundrede mennesker, har mange af os ikke turdet tænke. Tanken om at deltage til festivaler, koncerter, teater, byfester, generelt alle de arrangementer, hvor mennesker møder menneskeheden og i fælleskab glædes over livet, har vi måttet ofre på grund af frygten for virussen.
Sætter livet på spil for at demonstrere
Hvordan kan det så være at folk i USA og resten af verden nu begynder at mødes til demonstrationer i flokke af tusinder, trods de restriktioner, der tidligere har været med hensyn til virussen? Hvad er det der er så vigtigt, at man ikke længere skænker sygdommen den samme omtanke, som man havde i starten? Hvad er der sket, siden folk opfører sig på den måde? Der skal nemlig meget til, før folk sætter deres eget liv og helbred på spil; der skal meget til, før du og jeg begynder at deltage i debatter om, hvad der er rigtig eller forkert.
Dræbt på grund af sort hud
Ligesom med Coronapandemien har verden kæmpet med en anden ’virus’, der er lige så dødbringende. Op gennem historien har vi været alt for tavse og valgt at fortrænge denne virus, mens den systematisk og i det skjulte har været med til at ødelægge mange menneskers liv. Denne virus har George Floyd, Ahmaud Arbery og Breonna Taylor, for at nævne få, måttet lide under med deres liv. Den ene var en 26-årig akutmedicintekniker, som blev skudt otte gange, mens hun sad i sin egen lejlighed, den anden var en 25-årig ung mand, der blev skudt, mens han var på en lille løbetur, som vi alle kan have lyst til efter en weekend med lidt for meget fredagsslik og pinsemad. Den tredje blev dræbt lige for øjnene af os, med et knæ lagt direkte på halsen i hele ni minutter, mens vi så på, at han var omringet af fire betjente. Han var en far, en ven, et menneske, som døde i en alder af 46 år. Hvad de alle havde tilfælles var deres afroamerikanske udseende, deres sorte hud.
Uden dokumentation udebliver retfærdigheden
”Dør der ikke også mange hvide mennesker i USA? Er det kun de sortes liv der betyder noget?”, kunne nogle af os komme til at tænke. Og det er der heller ikke noget forkert i; det er nemlig rigtig, at hvide også dør. Den eneste forskel er, at for George Floyd, Ahmaud Arbery og Breonna Taylor, som jeg lige har nævnt, ville der ikke have været nogen form for retfærdighed, hvis det aldrig var blevet filmet. Hvis det aldrig var kommet på de sociale medier, ville vi alle have dannet vores egne konklusioner og gået videre med vores liv, mens virussen i det skjulte var i gang med at dræbe endnu flere.
Drøm blev til mareridt
I februar 2003 blev en lille sønderjysk by ved navn Vejen mit hjem, efter jeg som 10-årig kom til Danmark fra det afrikanske land Zambia, der ligger på den anden side af kloden. Drømmen for mig var at komme hertil, blive rig og møde Peter Schmeichel. Han var den eneste jeg kendte til, da min mor fortalte mig at vi skulle bo i Danmark. Med stjernerne i sigte og en forventning om en lysere fremtid med nye venner og et liv i overflod, kunne jeg næsten ikke vente med at starte i skole.
Hvad der startede som en drøm, blev hurtig et mareridt, skolen lærte mig, at jeg ikke længere var mig, jeg var en ”NEGER!”, som man kaldte mig, én med sort hud, én der ikke ligner alle andre, én der er mindre værd, én der burde skamme sig over sig selv, én man skal se ned på, én der ikke er lige så klog som de hvide.
Selv børn i ung alder kendte til ordet og dets magt; de havde fået ’virussen’ og kunne bruge den imod mig – den samme ’virus’, som vi i dag oplever et årti efter min ankomst til Danmark. Denne ’virus’, som USA har oplevet i over 400 år fra slavetiden til Abraham Lincolns lovforslag, der ophævede slaveriet, til Martin Luther King jr. og Malcolm X, der trods ophævelse af slaveriet fortsat kæmpede for de sortes menneskerettigheder, til Obama, der blev den første sorte præsident og nu videre til Donald Trump.
Kun for 50+ rige hvide?
Den samme RACISME, som mine venner og jeg oplever hver gang vi er samlet mere end fire udlændinge og gerne vil ind på en natklub. Det første, vi får at vide af dørvagten, er at de ikke lukker flere af vores slags ind.
Den samme diskrimination, som jeg for tre dage siden oplevede ved en golfbane i Kolding, fordi jeg og mine venner ikke så troværdige ud, med andre ord; vi var alt for sorte til at være et sted hvor målgruppen er 50+ rige hvide folk.
Jeg kunne gå i dybden med endnu flere historier og begivenheder, som jeg, mine venner, min familie har oplevet, men det vil simpelthen tage for lang tid, og følelsesmæssigt er det minder jeg egentlig ikke gider huske tilbage på.
Virussen kan kun slås ihjel kollektivt
Så til jer, der spørger: Hvorfor overhovedet alt det kaos, hvorfor ødelægge byer, hvorfor poste på sociale medier, hvorfor like, hvorfor dele?
Jeg forstår godt jeres spørgsmål og tanker, og til dem, der spørger har jeg kun et enkelt svar: Hvorfor skal en mand dø på grund af sin hudfarve? Lad mig omformulere: Hvorfor tillader vi som samfund, at retfærdigheden ofte kun sker ved en bestemt etnicitet? Hvis alles liv betyder noget, burde vi så ikke alle have de samme former for muligheder, burde vi alle ikke leve i tryghed, sådan at jeg, næste gang jeg er ude at tage mig en løbetur, ikke skal frygte for mit liv? At jeg, næste gang jeg er ude at spille golf, ikke skal frygte for at andre kigger på mig med fordømmelse.
Virussen kan kun slås ihjel hvis vi gør det kollektivt, vi sorte har brug for vores hvide medborgere, vi mennesker har brug for hinanden.