top of page

Selvledelse: Elsk dine begrænsninger

Opdateret: 11. jan. 2021

Bog: Vi skal acceptere, at vi ikke kan alt – og endda lære at elske det. For så accepterer vi andres begrænsninger og forløser deres kreativitet.


I krisetid er det vigtigere end nogensinde at kunne lede sig selv. Ja, du læste rigtigt: Lede sig selv. For ledelse handler ikke blot om at lede andre. Ledelse er at være så troværdig og helstøbt som menneske, at andre hellere end gerne – og nogle gange helt automatisk – følger ens eksempel.

Det er et af de mange lærepunkter i Bent Jakobsens bog Tillidsskabende ledelse. Og det flugter fint med det, andre anerkendte ledelseseksperter siger. Craig Groeschels pointe er: ”Vil du lede andre, må du først lede dig selv. Og at lede sig selv begynder med at rede sin seng om morgenen!”

John Maxwell fortsætter i samme spor: Ledelse handler om mennesker, om gode relationer og derfor også om at lytte. Som han siger: “People don’t care how much you know, until they know how much you care!” Folk interesserer sig ikke for, hvor meget du ved, før de ved, hvor meget du interesserer dig for dem!


At ’være’ frem for at ’gøre’

Tilbage til Bent Jakobsens Tillidsskabende ledelse. At lede sig selv er at finde ind til sin kerne, hvile i den, og agere ud fra den.

For at det kan ske, må vi først have styr på nogle prioriteringer. Jakobsen henviser til en model fra den norske forfatter Jon Steinar Jacobsen. Han viser ved en såkaldt identitetstrekant, hvad der bør fylde mest for os: At gøre, at have eller at være.

”At gøre” er i bunden af trekanten og signalerer dermed personlighedens fundament. Er det dine aktiviteter, der definerer dig som leder? Nej, mener Jon Steinar Jacobsen og vender trekanten en kende, så ”at være” kommer nederst som fundament. At være må komme først, og først derefter at gøre og at have.

Bent Jakobsen følger op: ”Det drejer sig om at være leder og være hel i alt, hvad du siger og gør…” Og videre: ”De vigtigste er at være ægte til stede i samværet med andre mennesker. Det er ikke din præstation, men din ægthed, der er det vigtigste. Derfor: Tag ansvar for dit eget liv, vær dig selv, og vær til stede i samværet med andre mennesker.”


At være begrænsede mennesker

Her kommer der en overraskelse: Elsk dine begrænsninger!

Normalt ser vi begrænsninger som noget negativt. Men begrænsninger viser blot, at vi er mennesker. Og når vi hviler så meget i os selv, at vi også accepterer det, vi ikke kan, endda i en grad så vi elsker vores begrænsninger, skaber vi luft omkring os, så andre tør begå fejl og derfor modigt kaster sig ud i opgaverne og er kreative.

”Kend dine grænser, og respektér dine grænser – det er forudsætningen for at skabe tillid til andre mennesker og forudsætningen for, at du kan respektere andres grænser og begrænsninger. Og i sidste ende er det forudsætningen for, at du kan udøve ansvarliggørende og tillidsskabende ledelse.”


En holdbar lederidentitet

Bent Jakobsen skelner nemlig mellem din faglighed og din personlighed:

”Så lang tid du bygger din ledelse på det, du kan, fx dine faglige evner, og på det du gør/kan gøre, fx mestre dit fag, så bygger du på en meget usikker grund… En holdbar lederidentitet er derimod en identitet, der bygger på den, du er, på, at du hviler i og har integritet i din personlighed, på, at du er bevidst om dine muligheder og dine begrænsninger og respekterer dem.”

Summa summarum: Led dig selv ved at være dig selv – også med dine begrænsninger. Vær helhjertet til stede i samværet med andre. Gør det, du siger. Og indrøm, når du ikke kan leve op til dine egne mål. Så er du troværdig som leder, og så kan du udøve tillidsskabende ledelse.

bottom of page