Niels Hav var før sin tid – Coronatid – med digtsamlingen ”Øjeblikke af lykke”.
Digterne kan udtrykke øjeblikke i få ord, som man kan have med sig timer og dage igennem. Sådan er ordene i bogen ”Øjeblikke af lykke”, som Niels Hav for nylig har udgivet på Det Poetiske Bureaus forlag. På ganske få sider kommer han rundt om fortiden, vores indre liv og vores øjeblikke af lykke i dødens perspektiv.
Vanviddets vold
Ikke blot Coronasmitten breder sig, men der er også en åndelig pandemi, som vi nu ser i fuld udfoldelse i kølvandet på mordet på George Floyd. Det er en vanviddets vold, der paradoksalt udspringer af livsforskrækkelse. Det gør ondt. Hvad griber vi så til?
Digtere har forstået det til alle tider. Barndommen bliver helt nærværende – som her hos Niels Hav:
”Det nytter ikke at sige: Kære bedstefar, de har lavet verden om, tobaksrøg er ikke længere tilladt, selv bankdirektøren står ude i regnen og ryger i smug ligesom en skoledreng…”
Synlig ulighed
I en pandemisk tid erfarer verden hele kloden rundt, hvor hårdt livet er. Måske er det smerteligste, at selv om sygdommen er ligeglad med hvem den rammer, har menneskene, det vil sige os – indrettet fællesskabet, så uligheden bliver helt synlig, når folk, som er tvunget til at bo tæt sammen, er mere udsat, end folk, der har plads at bevæge sig rundt i. Her har digteren været før Coronatiden med sin indsigt:
”Selvfølgelig skal vi da dø/ det er det eneste vi aldrig snakker om/ Det eneste vi altid snakker uden om/ Jo, vi husker hestene og glæden i en pløjemark, / dengang Gud gik i shorts (…)”
Kærlighed lige nu
Bedstefar, far og Gud – og nutidens kærlighed som er livsnødvendig:
”Folk græder i søvne om natten af mangel/ på vitaminer, som kun findes i kærlighed.”
Når nu livet er som vi og digteren ved, er det klogt at bruge indsigten i digtet Usund fornuft, hvor en linje lyder således:
”Det bedste er, hvis man har et udhus med bliktag, / eller gifter sig med en pianist, der spiller Chopin.”
Denne anmelder glæder sig over at vide, at det sidste har digteren netop gjort – og at de turnerer i landets kirker med digte og musik, for i kirkerne tør man høre om både liv og død.
Som at følges med en ven
Læs alle digtene selv, kære læser. Det vil du ikke fortryde: de er som at følges med en god ven, man kan snakke med om alt, både det glædelige, det sorgfulde og det ængstende.
Den smukke lille bog følger mig hver dag. Det bedste vers er denne hjerteskærende sandhed, sidste linje i digtet PUNKTUM: ”2-1=0.”