Uden ngo’ernes lokale medarbejdere blev der ikke ydet meget nødhjælp og udviklingsbistand derude i den store verden. Mød de modige imamer, præster, nødhjælpsarbejdere, en sportsstjerne og en missionær.
Illustration: Pixabay
Soldater blev evakueret. Diplomater skyndte sig væk. Og afghanere i massevis stimlede sammen foran Kabuls lufthavn i håb om at komme med et af flyene væk fra landet, hvor de militante islamister Taleban netop havde overtaget magten.
Valgte bevidst at blive i Afghanistan
Tirsdag den 15. februar er det et halvt år siden den skæbnesvangre dag, da Taleban indtog præsidentpaladset i Kabul og erklærede total sejr over den vestligt støttede regering.
Folk flygtede eller skjulte sig i frygt for, hvad der nu skulle ske. Men nogle valgte bevidst at blive i landet. Ikke for deres egen skyld, men for deres, som nu kunne forvente intet mindre end en humanitær katastrofe. FN og vestlige donorlande smækkede kassen i, banker lukkede og indefrøs befolkningens opsparinger, mad og andre fornødenheder blev en mangelvare, og den lokale møntfod styrtdykkede i værdi.
Dansk fodboldspiller redder 205 afghanske piger
De lokale ngo’er bør hyldes, og det gør vi i SAMEKSISTENS denne uge. Vi fortæller om fodboldspiller i FC Nordsjælland, Khalida Popal, som gennem en helt overmenneskelig indsats gennem et bredt netværk af aktører lykkedes at evakuere først 75, siden 130 fodboldpiger fra landet, hvor det nu var forbudt for kvinder at dyrke sport.
Vi fortæller også to historier fra danske ngo’er, som bliver i hhv. Afghanistan og Cameroun, selv om krig og konflikt lurer lige om hjørnet. Artiklerne er skrevet i samarbejde med de to organisationer.
Muslimer, kristne og yazidier sammen om nødhjælp
Mission Øst har arbejdet i Afghanistan i over 20 år til gavn for flere hundredtusind mennesker i de nordlige provinser Takhar og Badakhshan. Organisationens 100 medarbejdere valgte at blive i landet efter Talebans magtovertagelse og gør status efter det første halvår under Taleban. Over 20.000 mennesker har modtaget penge til mad og pakker med tæpper, hygiejneartikler og køkkenudstyr.
Mission Øst er også kendt i Mosul og omegn i Irak for modige lokale medarbejderes indsats, da storbyen var besat af Islamisk Stat. De kørte ind i byen i små lastbiler med nødhjælp og bogstaveligt talt smed pakker med mad af på tove over gader og ind i porte og skyndte sig ud igen for ikke at blive dræbt af snigskytter. Gruppen af lokale helte bestod af både muslimer, kristne og yazidier.
Man kan sagtens leve sammen, selv om man tror forskelligt
Vi fortæller også om modige muslimer og kristne i Cameroun, som i den nordlige del af landet i landsby efter landsby danner fredskomitéer for at dæmme op for den islamistiske terrorbevægelse Boko Haram. Imamer, præster og samfundsledere viser lokalbefolkningen, at man sagtens kan leve sammen, selv om man tror forskelligt. Mission Afrika står i spidsen for projektet, der også giver unge et levebrød, så de ikke er nemme ofre for rekruttering til Boko Haram.
De lokale helte bør hyldes. Jeg kommer især til at tænke på ”Hannah”, som jeg mødte i Nordnigeria i 2014, da jeg skrev for International Aid Services og samlede historier til min bog Kristus i Verdensreligionerne.
Hannah i fængsel: ”Jeg trængte alligevel til lidt ferie”
Jeg mødte Hannah, da hun besøgte min vært i Kaduna og satte sig på cementgulvet ude på terrassen. Hun var kommet ned fra Kano, hvor hun formidler det kristne budskab og opretter små studiegrupper i staten, der har vedtaget streng sharialovgivning.
Politiet tropper op på hendes adresse, hver gang de fik nys om, at nogen har fået interesse for kristendommen, og sætter hende i fængsel, fordi de mener, det er hendes skyld. Hendes kommentar til mig, da vi sad der på cementgulvet, var: ”Jeg trængte alligevel til lidt ferie. Så det passede mig fint at komme ind i skyggen en tid.” Hun blev som regel løsladt kort efter - indtil, næste gang en muslim gik for meget op i Jesus. Så kom hun i fængsel igen.
Man kan mene meget om konversion den ene eller den anden vej, men man må beundre kvindens mod. Hun kunne flygte langt væk, men valgte at blive, fordi hun følte, at hun havde en mission.
De lokale helte bør hyldes. Uden dem blev der ikke ydet meget nødhjælp og udviklingsbistand derude i den store verden.